Om Natur på tur

Natur på tur er inspiration til både ture og aktiviteter i naturen året rundt, hvor alle kan være med. Her er der inspiration til aktiviteter til både den garvede naturrotte og til nybegynderen, og målet er at skabe aktiviteter og ture, hvor også familiens yngste kan være med. I naturen er der nemlig højt til loftet og masser af plads til leg, udfoldelse, kreativitet og ikke mindst læring – både for børn og voksne.

Hvem står bag Natur på tur?
Jeg hedder Nina Bonnén Mourier. Jeg er uddannet friluftsinstruktør og naturformidler, og herudover læser jeg til lærer og tjener til dagen og vejen som naturformidler og medhjælper i en skovbørnehave. Jeg har i mange år arbejdet med projektledelse, kommunikation og sundhedsfremme – også i naturen. De sidste år har jeg arbejdet målrettet for at skabe et arbejdsliv, hvor jeg er langt mindre bag et skrivebord og langt mere i naturen sammen med både børn og voksne.